Bliv frivillig til LGBT+ Ungdoms Workshop Weekend

LGBT+ Ungdoms nye initiativ Workshop Weekend samler børn og unge LGBTQ+ personer fra hele landet. Bliv frivillig og hjælp LGBTQ+ unge til at bruge deres stemme og danne trygge fællesskaber.

Vi søger frivillige over 18 år, der…

…er interesseret i at tage del i afholdelsen af LGBT+ Ungdoms første Workshop Weekend. Du kan være med til at skabe trygge rammer for de unge deltagere, som skal med på lejren. Du må meget gerne have erfaring med frivilligt socialt arbejde med LGBTQ+ personer eller anden relevant erfaring, f.eks. med frivilligt arbejde med minoritetsgrupper.  

Som frivillig er du med til at…

Indgå i et frivilligteam på 10 personer, enten som en del af køkkenholdet, eller som gruppe-kontaktperson. Hele frivilliggruppen vil være fælles om den daglige oprydning, rengøring, samt hvad der måtte opstå af ad hoc-opgaver i løbet af lejren. Forud for lejren skal du også kunne deltage ved en obligatorisk frivilligdag med fysisk fremmøde i København lørdag d. 28. august, hvor du vil møde de andre frivillige og blive klædt godt på til opgaven som frivillig på weekendlejren.  

Desuden vil der være behov for at en del af frivilligteamet møder op dagen før på lejren (torsdag d. 30. september) i Skælskør for at klargøre hytten og gøre klar til at modtage deltagerne i løbet af fredagen. 

Køkkenholdet:
  • Stå for forberedelsen og tilberedningen af måltider (morgenmad, frokost og aftensmad)  
  • Oprydning og rengøring i køkkenet 
Gruppe-kontaktperson:
  • Hver gruppe-kontaktperson får tildelt en gruppe på 5 deltagere, som de er særlig kontaktperson for. Det vil sige, at man spiser med sin kontaktgruppe ved alle måltider samt har et særligt ansvar for kontaktgruppens trivsel. Du skal derfor tjekke ind med den enkelte deltager og sikre dig, at ingen føler sig alene og overladt til sig selv.  
  • Foruden rollen som kontaktperson vil du også stå for at arrangere aktiviteter i samarbejde med de andre kontaktpersoner såsom ryste-samme-lege og facilitering af sociale aktiviteter.  (Det primære faglige indhold vil blive faciliteret af en ekstern underviser) 

Vi forventer af dig, at du…

  • har lyst og finder det sjovt at arrangere og afholde LGBT+ Ungdoms workshopweekend  
  • deltager ved frivilligdagen forud for lejren lørdag d. 28. august 
  • deltager på weekendlejren fra torsdag d. 30. september eller fredag d. 1. oktober til søndag d. 3. oktober 
  • er god til at samarbejde og til at tage ansvar  
  • er minimum 18 år gammel 
  • er indforstået med LGBT+ Danmark og LGBT+ Ungdoms værdier og principper, og brænder for at arbejde med at støtte børn og unge LGBTQ+ personer i alderen 15-18 år i at udvide deres netværk og øge deres selvtillid  

Vi kan tilbyde…

et frivilligjob, hvor du kan tage del i et fællesskab, der afvikler spændende arrangementer og skaber et rum, hvor man kan være den, man har lyst til at være 

  • oplæring/opkvalificering i normkritik   
  • stærk NGO-erfaring at sætte på CV’et  
  • et netværk af LGBTQ+ personer at erfaringsdele med 

Om Workshop Weekend

LGBTQ+ Workshop Weekend vil give unge i alderen 15-18 år muligheden for at stå sammen i fællesskab og få erfaring med at bruge deres stemme.  

Workshop Weekend vil blive afholdt i højskolestil med oplæg, workshops og debatter ud fra deltagernes behov og ønsker – f.eks. normkritik, køn og kønsidentitet, seksualitet, at være en god allieret, konflikthåndtering og aktivisme – og selvfølgelig massere af tid til sjov og hygge. Lejrene er økonomisk støttet af vores partner SOUNDBOKS. Lejren er alkoholfri. 

Denne Workshop Weekend har temaet ”Aktivisme og Normkritik”. Det primære faglige indhold vil blive faciliteret af en ekstern underviser. Lejren vil foregå i Egeruphytten i Skælskør, og vil finde sted fra d. 1. til d. 3. oktober 2021. Transportudgifter til de frivillige refunderes så vidt muligt.

Hvordan ansøger jeg? 

Er du interesseret i jobbet som frivillig bedes du sende en motiveret ansøgning på en på ½ – 1 A4side, hvor du beskriver hvorfor du gerne vil være frivillig, og hvad du tænker du kan bidrage med på lejren. Derudover bedes du vedlægge et udfyldt eksemplar af dokumentet ‘ansøgningsskema for frivillige’.

Ansøgningsskemaet og din motiverede ansøgning bedes du sendes til fva@lgbt.dk 

Skulle du have nogle spørgsmål, er du altid velkommen til at sende en e-mail til vores Workshop Weekend-koordinator på mailen fva@lgbt.dk 

Vi behandler ansøgningerne løbende og lukker for ansøgning når frivilliggruppen er fyldt op.